Quantcast
Channel: Halager
Viewing all 309 articles
Browse latest View live

En hæklet flodhest - min nye havemedhjælper...

$
0
0

Jeg har hæklet en havemedhjælper. Med smækbukser, stråhat og nyhøstede gulerødder under armen.


Han skal bruges som  fødselsdagsgave til en skøn haveven jeg har. Måske han kan skubbe vedkommende igang med den ønskede urtehave :o)




Grundopskriften er Vivi og Vincent - de vinterbadende flodheste fra Frøkenen og baronen. Lidt andre farveskift, en stråhat i fri fantasi hæklet af jutegarn, sidste omgang i bukserne hækles i forreste maskeled, og første omgang af trøjen hækles i bagerste maskeled - derved opstår kanten i livet. Selve smækken er fastmasker i rækker, lommen og selerne er syet fast efter de er hæklet.


Gulerødderne er hæklet ud fra chiliopskriften i bogen Hæklet frugt og grønt af Maja Hansen. Riven fulgte med et så-sæt jeg købte i Fakta.



Så løber der igen vand i den gamle vandpost...

$
0
0

...men nu skal man ikke længere pumpe i håndtaget, for at få vandet op.
Da jeg overtog huset i 1997 var den stadig funktionsdygtig - når grundvandet stod højt nok. Siden har kommunen påduttet os, at alle brønde m.m. skulle fyldes, og samtidig er huset blevet udvidet, så den gamle vandpost stod i vejen og måtte gå på pension.


Siden har den haft forskellige placeringer som pynt i haven. I går fandt den sin endelige plads ved hønsehuset. Jeg fik gravet en murerbalje ned i jorden, fyldt med vand og en lille springvandspumpe, dækket af net og sten og med en slange fra pumpen op gennem vandposten løber vandet nu lige så fint, og giver den helt rigtige rislende lyd..


Bedene omkring hønsehuset er desværre ikke til at råbe hurra for. Hønsene har kastet deres kærlighed på flere af stauderne, så de må nu byttes ud, med de planter der ikke smager godt i et hønsenæb.

Det bliver bl.a. nogle af de stauder jeg var så heldig at få med hjem fra arbejde i dag. Et bed skulle ryddes, så der kunne blive plads til de fliser vi skulle lægge, så jeg fik frit valg til at tage det med hjem jeg kunne bruge. Luksus i formiddags - knap så meget luksus når man er godt brugt og først fik tid til at komme i haven efter kl. 2100 her til aften. Men nu har de alle sammen fået jord omkring fødderne igen, og her bagefter er det nu alligevel meget rart at ha haft tid med jord og planteske efter en lang arbejdsdag :o)


Travlhed i haven da flere havefotografer kommer forbi i denne uge

$
0
0



Langt ude på landet, for enden af en blind vej ligger mit elskede bondehus hvor jeg har boet siden 1997. Siden jeg overtog huset er der sket meget - rigtig meget. Den gang var haven en "naturgrund". Vildt voksede træer og buske, masser af skvadderkål og brændenælder og flere nærmest ufremkommelige steder. 


Nu er der efterhånden styr på det hele. Så meget at der i denne uge kommer op til flere havefotografer og tager billeder til bl.a. blade og magasiner, samt et hold fra politikens forlag der skal bruge billeder til en kommende bog. De sidste par weekender er derfor brugt i haven. Vil jo gerne at den præsenterer sig fra sin bedste side :o)


Husnummeret her på krukken er et lille træskilt jeg har malet sort. Skriften har jeg printet fra computeren, overført til skiltet og malet op med hvid maling.


Vil du se mere fra haven er jeg i fuld gang med at forberede blogindlæg fra både potteskuret, staudehaven, hønsehuset, soveskuret, drivhuset og vandhaven - der nu er fyldt med godt 40.000 liter vand, fisk, planter og en bro. For ikke at glemme mit nye krydderurtebed, kaningården, pavillonen og flere andre steder. Alle med hang til det lidt romantiske hvor gamle ting er brugt igen - nogle på nye måder, masser af blomster og flere skøre input.

Håber du har lyst til at kigge med :o)

For enden af indkørslen er den skønneste siddeplads

$
0
0

For enden af vores indkørsel ved huset, har vi den skønneste siddeplads. Her er sol fra tidlig morgen til midt på eftermiddagen - og stort set altid læ.


Surbundsbedene er ikke så gamle endnu, så planterne er små men gror villigt, så resultatet skal nok blive godt. Herfra har vi også udsigt til min mands nye legeplads.. Et vandbassin med godt 40.000 liter vand og alt hvad der til hører - mere om det i et senere indlæg.


På rigtig mange af de billeder jeg har taget i haven, er der dyr.. og gennemgnaskede fodbolde. Sådan er det bare her i haven :o)


På havebordet har vores gamle bålfad fået nyt liv som plantekrukke for lyserøde brudeslør og en trærod. Bålfadet var rustet godt i bunden - flere steder helt igennem. Manden ville rigtig gerne ha smidt det i jernbunken, men det må han vente et par år med endnu... 


Håber I alle får en fantastisk sankt hans aften. Her holder vi det i "baghaven" sammen med alle de andre fra vejen, hvor vi får brændt vores fælles haveaffald af efter en altid hyggelig grillaften. Dejlig måde at mødes på...

Mit nye krydderurtebed - og en Sankthans aften i baghaven

$
0
0

Jeg har fået samlet de fleste af mine sorte krukker her ved huset, og plantet dem til med krydderurter. Stedet er tæt ved hoveddøren - så man "lige" kan smutte ud og hente på strømpesokker, og samtidig stedet hvor vi går forbi, når vi skal grille i haven, og kan snuppe en dusk med på vejen.


Og synet af krydderurter er jo bestemt ikke det værste, så det kan samtidig nydes fra terrassen som jeg skrev om HER i går.
Jordbærplanterne stammer fra vores terrasse på den anden side af huset. De har bredt sig godt og grundigt - en har glemt at plante om og fjerne alle sideskudene de sidste par år..! Siger ikke hvem ;o)


Tilsat et hjemmeflettet piletræ for at give lidt højde - og en hane fordi.. han bare er der, fik jeg skabt en lille grøn oase til nogle planter jeg ikke lige viste, hvor jeg ellers skulle gøre af.

***

Her på vejen er det efterhånden blevet en fast tradition at Sankt hans bliver holdt i "vores baghave"...


Dem fra vejen der har lyst og ikke har andre planer, møder op med hvad hver især skal bruge af borde, stole, mad og lign. Det hele  foregår i arbejdstøj og gummistøvler og transporten foregår med trillebør, havetraktorer og atv'er. Helt uformelt, super hyggeligt, midt på genboen's brakmark - langt ude på landet...


Her udsigten fra mit køkkenvindue dagen derpå. Røgen stiger stadig op fra bålet. Vognen til en havetraktor nåede ikke med hjem. Et rådyr har lige været forbi med sit lam. Forestiller mig hun glæder sig over at have sin mark for sig selv igen...

Vores trafikale knudepunkt

$
0
0

Nok det sted på matriklen hvor der er mest trafik... Ud og ind af huset, en tur i værkstedet, op til hønsene, til tørresnoren og skraldespanden. Kort sagt. Det trafikale knudepunkt.
Lige nu blomstrer rosen, og sender sin duft langt omkring. Jeg kan sjældent huske hvad planterne hedder - men duften her glemmer jeg aldrig. Smedejernshegnet, som jeg skrev om HER da jeg satte det i stand, står stadig som prøve foran rosen.. Det er blevet til et af sommerferieprojekterne!


Rosen står centralt og jeg når gerne at have næsen nede i den flere gange i løbet af en dag :o)


Bålfadet med brændet ved siden af, blev sat som en dekoration i efteråret sammen med en gammel slæde. Slæden har jeg sat væk nu, men resten får lov at blive. Hønsene elsker at drikke her, og havens små fugle har også stor glæde af det.



Ved væggen til værkstedet står et gammelt stentrug. Uglerne fandt jeg i et plantecenter for en måned siden. Er ikke meget til havefigurer, men dem her kunne jeg ikke stå for - og så til halv pris ;o)


I gavlen af huset står en bænk. Vores 16 år gamle hunkat's ynglingssted - bare se belægningen af kattehår på hynden. Bænken er et af mine mange malerprojekter denne sommer!



På hjørnet af huset står underdelen af et gammelt smedejernsbord, der var endt som skrald. En stålbørste og sort maling, samt en møllesten øverst som bordplade, står her et bord der ikke vælter i blæsevejr ;o)


Perfekt til de små stilleben jeg holder så meget af.


Hmpf...!


Jeg har vel lov at se fornærmet ud, når jeg endelig får lettet min yndige lille bagdel, og min mor så hellere vil tage billeder end at klø mig i nakken for 117'ende gang i dag!

***

I morgen kommer et indlæg om mit potteskur. Se HER hvordan jeg lavede det sidste år. Det færdige resultat har jeg aldrig fået vist her på bloggen. Jeg er ikke mindre end lykkelig for det lille rum - havearbejdet er blevet så meget nemmere.

Mit potteskur

$
0
0

På modsatte side af værkstedet fik jeg sidste år ombygget et halvtag - der kun opfordrede til rod, til et potte- og soveskur. Se evt. opbygningen HER. Potteskuret er et "must" i en hver have. Jeg eeeeelsker det sted, og alting er bare blevet så meget nemmere.


Det hele blev lavet for 200,- kr og 3 flasker rødvin. Brædderne er genbrug fra et plankeværk, vinduerne fra en genbo osv. osv.


Lamperne fandt jeg i mit barndomshjem, hylden på bagvæggen er toppen fra en faldefærdig kommode. Kasser og kurve fra loppemarkeder..





Jeg har fyldt pottejorden i en zinkbalje, så den er nem at få fat i. Fodertønden fungerer som skraldespand. Den store trækasse som bord og opbevaring af lanterner.



Vindueskarmen er brugt til pynt, og samling af smukke frøstande og kogler fra haven og omegn.


Og selvfølgelig ikke et indlæg uden dyr.. Her hønemor med 2 af sine 4 kyllinger :o)


På søndag tager jeg turen ind mellem træerne bag hønemor, og om i staudehaven... Ind til da håber jeg I alle får en rigtig god og fantastisk weekend.


Staudehaven i en duft af roser

$
0
0

Netop nu bliver man mødt af en duft af roser, når man begiver sig ind i staudehaven. Og netop lige der under rosenbuen, har jeg nok tilbragt de allerfleste af mine stillesiddende timer i haven.


Jeg ved ikke hvad rosen hedder, men dens livsglæde er ikke til at tage fejl af.. Tror den vokser flere meter om året. Den er plantet (på billedet her over) til venstre for bænken, og har indtaget både bøgehækken på modsatte side, grantræerne bag ved og på bagsiden af plankeværket ser her sådan ud:



I hjørnet af staudehaven står en pil og danner tag over to af indgangene til haven. Den blev plantet for 14 år siden, og jeg har ikke set den så stor andre steder. De fleste klipper kronen i form - jeg nøjes med at klippe de grene der hænger i vejen.


Under pilen hænger en kurv der skiller ad bare man kigger på den.. Den får lov at hænge lidt endnu, men er blevet foret med en plastikpose, så jord og blomster ikke skvatter ned i hovedet på de storkenæb der står i bunden af beddet.











 Det er også her i staudehaven mit lille drivhus står. I torsdags blev der taget en masse billeder her inde, da det skal være med i en ny drivhusbog der udkommer fra Politikens forlag i marts måned 2016. Jeg glæder mig meget til at se hvad fotografen fangede med sit kamera, og til at fordybe mig i bogen. Den bliver lærerig, og fyldt med god inspiration til både nybegynderen, selvbyggeren og drivhusnørden, samt os der står midt i mellem..



Jeg opdagede denne rose, hvor edderkoppemor havde tydeligvis havde sluppet hele sit afkom løs. Til stor glæde for vagtlerne i drivhuset, blev rosen klippet af og smidt ind på gulvet. I løbet af få minutter var alle de små edderkopper endt som et festmåltid i vagtlernes maver.
Vi har 3 vagtler i drivhuset - den ene har 4 små æg hun ligger og ruger på. Mere om dem og drivhuset i indlægget i morgen.


Og jo selvfølgelig var der andre der skulle holde øje med hvad jeg lavede med det der kamera.. Her vores kyllinger fra april og vores gamle kat.


Og hende her der tror, at hvis man stikker hovedet i jorden lige som strudsen, bliver man ikke opdaget :o)




Har du lyst til at se mere fra staudehaven, kan du bl.a. se indlægget HER fra juli måned sidste år, hvor billedet ovenover stammer fra. Der var buksbomhækken nyklippet... Det skal jeg snart ha gjort igen.. Måske snart for sidste gang, da jeg har måtte konstatere at min boksbom desværre er blevet angrebet af svamp. Kunne tude over det, men hvad hjælper det... Foreløbig er det " kun" et enkelt hjørne der er svært angrebet, og så er der kommet et par små døde pletter andre steder. Den ene forfatter til ovennævnte drivhusbog, har oplevet at en buksbomhæk er begyndt at skyde igen, efter at ha været angrebet af svampen. Jeg håber så inderligt at det samme kunne ske her.
Men hvis de skal op, vil der gå nogle år før haven her ligner sig selv igen - overvejer stadig hvad jeg evt. skal plante som erstatning, men der hersker ingen tvivl om at der igen skal være de små hække som nu, der kan indramme blomsterbedene og danne smukke silhuetter når sneen daler om vinteren...

Drivhuset

$
0
0

Drivhuset, der ligger i hjørnet af staudehaven som jeg skrev om HER, er lige under 10 m2. I år har jeg prøvet på at begrænse mig der inde.. Det gik også næsten..
5 forskellige tomatplanter, en melon, basilikum, 4 agurkplanter, en vin og 2 chiliplanter.. For uden en rose, clematis, dahlier, anemoner og en hel masse husløg. Og ikke særlig meget gulvplads tilbage!


For enden af drivhuset har jeg fået plads til et lille cafebord og en stol, så duften af drivhus og synet af planterne kan nydes på tætteste hold, mens vagtlerne pipler rundt om fødderne på mig.

Over bordet har jeg hængt en gammel lysekrone som jeg fandt i en jernbunke. Planen var at få pyntet den lidt, men inden jeg nåede så langt havde vinen kastet sin kærlighed - og lange ranker omkring den...


Lige inden for døren har jeg et plantebord stående. Efter jeg har fået lavet potteskuret, har det kun været brugt til planter og hygge. På væggen en gammel altankasse til bast og snor.



Rosen dufter helt vidunderligt - men navnet må I ikke spørge om. Det var en lille pind jeg købte i Rema 1000 forrige år. Nu stor og lækker - og burde være plantet ud i haven for længe siden.


Clematisen klippede jeg helt ned i foråret. Den fungerer som rumdeler mellem plantebordet og agurkplanterne.


Her ude har jeg flere ting hængende både på væggene og fra loftet, for at udnytte pladsen. Her under husløg i nogle gamle ampler.


Skamlen som jeg lavede HER, er snart helt groet til med sin "husløgspude".



I marts måned 2016 kommer en ny drivhusbog på markedet fra Politiken forlag. Jeg er meget spændt på den, for mit lille drivhus bliver en del af denne bog.


Under plantebordet bor vagtlerne i et aflagt kaninhus...


... og kigger man ind af vinduet kan man se 4 små fine æg, som vagtelhønen passer godt på.


Jeg har 2 høns og en hane her ude. De bor i drivhuset året rundt. De allerhårdeste vintre har de fået en varmelampe hængt op om natten. Ikke at det har været nødvendigt, meeeen alligevel :o)


De spiser alt hvad der bevæger sig af skadedyr og andre insekter i drivhuset, og har forlænget bl.a. agurkernes sæson med op til en måned. Samtidig er de utrolig hyggelige at have rendende. Deres små pip og evige søgen efter mad giver et helt specielt liv i drivhuset.
De har altid kanarieblanding stående i en lille skål. Samlet på et helt år spiser de omkring 3 kg - om sommeren bliver skålen stort set ikke rørt, da de finder rigelig mad i insekterne m.m.


Både sidste og forrige år fik vi kyllinger, og jeg håber at vi igen i år, får oplevelsen af familieforøgelse i drivhuset. Kyllingerne har nærmest været umulige at tage billeder af. Bitte små og ufattelig hurtige. De er ikke større end en brombasse på to ben og lige så kære som de er små :o)


Eneste ulempe med vagtler i drivhuset er at døren skal holdes lukket. Ved hvert vindue har jeg sat hønsenet, for de skal ikke kunne flyve ud. De er bundfugle, men bliver de forskrækkede er de udmærkede flyvere..

Kaningården

$
0
0

Ud over høns, vagtler, katte, hund og fisk osv. har vi også dværgvædderkaniner - eller drengene har kaniner...!
De har deres egen kaningård bag staudehaven, hvor de er året rundt.



Det er tre piger - Kaninus den meget nysgerrige.


Poker der ikke rigtig ved om ørerne skal stritte eller lægge ned..


Og den gamle Stampe, som elsker sin tønde..


Argh.. ok, så kommer jeg ud så du kan tage det billede..


En lille smuksak - og en stædig dame!


Hendes tønde er en gammel malkejunge fyldt med halm.


Ud over buret hvor de får mad og malkejungen, er de igen ved at bygge deres helt egen hule. Ind i mellem dækker jeg hullerne til. Så bliver Stampe en sur kælling et par dage, og ignorerer mig fuldstændig indtil hun igen starter op på et nyt hul..


Vi har haft fornøjelsen af at have flere kuld kaninunger, i de skønneste farver. I efteråret 2013 blev hankaninen steriliseret for nu havde vi lige som prøvet det.. Han boede i flere dage i et aflagt hundebur i køkkenet, mens sårene helede. Prøv se HER. Med egen sygepasser og det hele :o)


Desværre døde han for et halvt år siden 6 år gammel. Nu ligger han under sin egen gravsten i haven.. Her under er han foreviget med en af sine unger.


Selvom drengene er så store nu, passer de dem stadig med vand og mad.. Og det er så det. De er nået den alder hvor kaniner ikke rigtig er "in" længere, men det er også ok. Jeg vil ha svært ved at undvære dem, så mon ikke der fortsat er kaningård de næste flere år.. Jeg tror det ;o)

Velkommen til verden - og tilbage på bloggen

$
0
0

Det blev en laaaang og ikke planlagt pause jeg har holdt fra bloggen. Først kørte hverdagen afsted med 220 km/t i overhalingsbanen, senere kunne jeg ikke rigtig finde lysten og her til sidst har vi arbejdet "udenlandsk" - nærmere bestemt i Bilka i Kolding.
Vi tager et par dage mere her onsdag og torsdag, så hvis du er i nærheden af Bilka i Kolding så kom glad forbi og sig hej. Du kan højst sandsynlig finde mig iført en sort tshirt, i en lift et par meter over gulvet med en malerrulle i hånden.. Jeg har fået den fine titel som bogstavsmaler :o)


Men hæklenålen og kreativiteten har ikke stået stille af den grund, så jeg har masser af skrive om og lige så meget at vise her på siden.
Først en lille "velkommen til verden-gave". En barselsgave i form af den berømte hæklede abe, og en matchende vimpel hæklet i fri fantasi.


Og her til sidst en kæmpe stor tak til alle jer, der har skrevet mens jeg har været væk fra bloggen. Det har varmet helt ind i det inderste af hjertet at læse jeres søde ord, og vide at I tænker på mig <3
Bortset fra at kleenex og hostesaft er min bedste ven for øjeblikket, går det forrygende - bare en anelse for stærkt...

Vi har fået flere små kyllinger.. i den mærkeligste blandingsrace!

$
0
0

Midt i august kom 10 små skønne duntotter til verden. 6 gule og 4 brune/sorte. Nogle med dun på benene efter deres mor. Nogle uden efter deres far.


Vi  fandt hende ude på marken, efter hun havde været væk i flere dage. Der havde hun gemt 11 små fine æg, og lå troligt i regn, vind og solskin og rugede på sit afkom, gemt i det høje græs.


Jeg flyttede hende og æggene ind i vores skur, og selv om der skulle lidt overtagelse til, fandt hun sig til sidst i at ligge der inde - i fred for rovdyr, de andre høns og ikke mindst hvor det var tørvejr.


Her 4 uger efter er der stadig fuld fart på de små. Jeg glæder mig vildt til at se hvordan de kommer til at se ud som "voksne". Se bare denne.. Fint gult bryst og godt spraglet ned af resten af kroppen, med både sort og gult næb samt fjer/dun på benene.


Et par stykker af dem er helt gule. Den ene med dun på benene - den anden uden.




Herunder ses den sorte mor (aner ikke hvad hendes race er) samt deres far - vores store gule orpintonhane.. Et umage par, men jeg er dybt forelsket i deres afkom :o)


Hæklede karklude - og en stor tak til dem der fik hverdagen til at gå op i en højere enhed

$
0
0

På turene frem og tilbage fra Kolding, og på hotelværelset om aftenen har jeg hæklet karklude... 10 stk. blev det til i alt. Så er der lidt til værtindegaver :o)
Denne gang slog jeg 52 masker op  i bomuldsgarn 8/4 med nål 3 og hæklede indtil garnnøglen var tom, hvilket gav en kvadratisk klud på mellem 27 og 29 cm alt efter garnet. Opskriften er grums, som du kan finde lige HER.


De 3 klude på billedet røg med i denne kurv, sammen med lidt chokolade, vin og blomster til nogle som virkelig har gjort at hverdagen hang sammen herhjemme for drengene når vi var afsted. De har transporteret til/fra fodboldtræning og -kampe og haft dem hjemme til aftensmad de dage hvor mormor ikke var her. Efter en kamp der gav nederlag, blev der serveret taber-lagkage og taber-kakao - bare fordi..
De er mennesker med overskud og et stort, varmt hjerte som jeg er dybt taknemmelig for vi har i vores omgangskreds.


Nu er det min tur til at køre til kamp og træning. Og køre når de skal hentes og bringes til kammerater, tandlæge og alt det andet.. Tænk at man kan komme til at savne den travle hverdag med taxakørsel for drengene i tide og utide? Jeg troede ikke det var muligt - men det er det!

Flere hæklede karklude... og en super nyhed som bliver afsløret i morgen.

$
0
0

Så fik de sidste karklude også hæftet ender, og er nu klar til at drage ud i verden og tage skidtet..
Flere har spurgt til hvilket garnmærke jeg bruger af hensyn til farverne. Dertil må jeg sige at mit bomuldslager er bygget op af stort set ALLE mærker. Min favorit er Mandarin petit fra Sandness garn, men lageret indeholder lige så meget garn købt både i Netto, Rema, Brugsen, Stof og stil, søstrene grene osv. osv. De forskellige garner har hver deres farvetoner, og gætter jeg ikke helt forkert har jeg nok noget der ligner 25 forskellige grønne nuancer og lige så meget af de blå.. Indrømmet: Jeg har temmelig svært ved at passere en bomuldshylde uden liiiige at skulle tjekke om der ikke er en farve jeg absolut ikke kan undevære ;o)

Du kan læse mere om karkludene HER.

I morgen kan jeg afsløre en fantastisk (synes jeg i værtfald selv) nyhed om det melerede garn jeg bl.a. brugte til denne bamse.. Jeg kan dårlig få armene ned :o)


2 gode venner - i det melerede garn som nu også kan købes i Danmark

$
0
0

To gode venner - så længe det varede.. Den brune er draget ud i verden og har fundet sig en ny bedste ven, så den okkerfarvede sidder helt alene her hos mig og keeeeeder sig..


Han er nu kommet i blogbutikken, i håb om der er en der har lyst til at adoptere ham, og give ham lidt glæde i hverdagen..
Har du lyst til selv at hækle bamsen, kan du købe opskriften HER.



Og en skøøøøn nyhed: 

Det melerede garn Scheepjes der indtil nu, kun kunne købes i Holland bliver nu (endelig) også forhandlet her hjemme i Danmark. Stina fra Lundagers sendte mig en mail og fortalte at de nu har det i deres sortiment og det kan købes lige HER. Jamen det er da fantastisk! Slut med dyre forsendelsespriser, og lang leveringstid.


Garnet fåes i 16 forskellige farver og er fantastisk at hækle med. Resultatet bliver super blødt og lækkert. Jeg kan godt være temmelig kritisk hvad garn angår, men dette er helt klart anbefalelsesværdigt...



Jul...?

$
0
0

..tænkte jeg, da de første bestillinger tikkede ind på nissepiger som dåsercovers. Synes ellers ikke lige det var tid endnu til jul, gran og guirlander.

Men må da ærligt indrømme, at efter nissepigerne er sendt afsted med posten, er der flere små jule-hækleidéer der spirer frem.... Er jeg den eneste der tænker i de baner allerede nu?


Du kan finde opskriften på nissepigen lige HER.

7 små brumbasser er klar til at flyve ud i verden

$
0
0

Nærmere bestemt til en ny brumbassestue der skal være i en børnehave i Næstved.


Opskrifter samt inspiration til kinderægs-hæklerier kan du finde HER.

Da jeg er løbet helt tør for kinderæg nu, tænkte jeg at de kommende brumbassebørn måske var villige til at lave en byttehandel. Jeg har en idé til en større hæklet brumbasse - og aldersgruppen i børnehaven er vist lige til kinderæg. Jeg håber de er med på idéen :o)

Bordskånere i stof-garn

$
0
0

Jeg har lavet dem før, men synes de tåler en gentagelse nu der kom et nyt sæt til verden..


Bordskånere hæklet i stofgarn. Et nemt og hurtigt projekt - og en god gaveidé.
Du kan se hvordan jeg har lavet dem HER.

Husk:
Da stofgarn er lavet af blandet restestof, så husk at tjekke om det kan tåle varme, inden du går igang. Prøv med en lighter - smelter det, er det ikke egnet til bordskånere og grydelapper!


Endnu en hæklet abe

$
0
0

Min mor ønskede sig en hæklet abe, da hun så den lyserøde jeg havde lavet.. Denne skulle bare være i "abe-farver" - og det blev den så :o)

Opskriften findes HER.
Efter indlægget HER med den lyserøde abe, har jeg fået rigtig mange mails med bestillinger af det berømte lille dyr, men reglerne omkring den, er at den ikke må laves til salg. Hvis du ikke kender en der kan hækle, må du derfor selv i gang med hæklenålen..

P.S. Det er bevist at håndarbejde er en hjælp til at slappe af, personer med tendens til stress har fået det bedre, det er super hyggeligt og slet ikke så svært når man først får det lært såååå.... HEP HEP :o)


Skøn inspiration til husløg i haven

$
0
0

Jeg var så hamrende heldig at få foræret en hel trillebørfuld husløg tidligere på ugen. For at få lidt ny input, rundkastede jeg en forespørgsel på Facebook i grupperne "Alt om haven" og i "Drivhusglæder og haveguf" - og de skønne havemennesker bombarderede mig med skøn inspiration..


Nu er det gamle bådfad med hul i bunden plantet til..


Et par granitlanterner og et fuglebad - nok ikke den mest holdbare løsning til husløg. 



Men de passede så fint til vores granitbænk ved havebassinet :o)


Et gammelt fad der var revnet i bunden, har fået plads i drivhuset, sammen med to potter der har stået derinde hele sommeren.


Og i skoven fandt jeg to træstykker med fordybninger - lige til at plante i.


Resten af husløgene er plantet i lerpotter til senere brug. Har bl.a.  fået en skøn idé med husløg på taget af et fuglebrædt, og en hængende bold af husløg som jeg rigtig gerne vil prøve..


Her under et billede fra tidligere på sæsonen fra plantebordet i drivhuset..


Og min skammel med den røde pude af husløg. Du kan se hvordan jeg lavede den  HER


Når vinteren gør sit indtog i haven, sætter jeg alle husløgene ind i drivhuset. Der står de uden vand indtil foråret, hvor de begynder at gro og grønnes kort efter de har fået deres første tår vand igen... Dem der er plantet direkte i haven bliver hvor de er og må klare sig uden hjælp - hvilket de for øvrigt også gør uden problemer :o)
Viewing all 309 articles
Browse latest View live