En sen aften klokken langt over sengetid, så jeg en stillingsannonce på Facebook: 41 årig mand søger handicaphjælper.. Skriv en privat besked. Jeg skrev, sendte og tænkte først bagefter.
Men jeg kom til samtale, blev ansat og er nu igang med oplæring. Og der er rigtig mange ting at lære! Manden er heldigvis meget tålmodig - og har en god humor. Det er en rigtig god start når man har med mig at gøre :o)
Jeg har været igennem 2 dagvagter, og natten til i går var jeg på min første af 2 nattevagter. For at jeg skal lære alle lyde og alarmer at kende, skulle jeg holde mig vågen hele natten...
Jeg havde pakket garn som var jeg ved at flytte hjemmefra, for jeg havde ikke nogen projekter i hæklekurven, ud over elefanten der kun manglede to stødtænder og en hale.. Zpagettigarn, bomuldsgarn og lidt af det melerede garn, masser af idéer, flere størrelser hæklenåle, iPad med Viaplay, energidrik, tebreve, cola, chokolade og lidt rugbrød til den værste sult.
Fra kl. 23.15 til kl. 06.00 var der kun en enkelt alarm - Resten af tiden var min egen. Radioen var tændt på lavt blus. 3 bordskånere i zpagettigarn, 1 film på iPad'en og 2/3 af en drage i det melerede garn nåede jeg. Bortset fra ved 04.00-tiden hvor jeg havde en træthedkrise, godt hjulpet af den faste hjælper der begyndte at trække store torsk i land i rummet ved siden af, gik det forbavsende godt med at være vågen... Men heldigvis er der ikke nogen vågne nætter fremover, for i dag har jeg været træt som et helt alderdomshjem på sovepiller. Tror det er godt det ikke var mig der skulle styre vaterpas og lign. på jobbet i dag - Det var bare endt i en "ommer". Jeg nøjedes med at hente og bringe hvad de andre skulle bruge. Det var en rigtig god arbejdsfordeling :o)
I weekenden skal jeg have min sidste oplæringsvagt, og bortset fra en kursusdag på Glostrup sygehus i respiratorlære kan jeg nu både skrive brolægger og handicaphjælper på visitkortet.
Jeg glæder mig til fremover at kunne have afvekslende arbejdsdage. Dage med fuld fart, hvor jeg kan få brugt kroppen og få masser af frisk luft som brolægger, kombineret med nogle døgnvagter som handicaphjælper hvor muskler og kroppen kan rekonstruere sig selv igen...
Tror det bliver en god kombination.