Jeg er lidt stille, men der er liv i mig.... Synes bare livet og hverdagen driller lidt rigeligt for øjeblikket. Og når livet vender vrangsiden ud, er jeg bedst til ensformigt håndarbejde. Håndarbejde som ikke kræver tanker og overvejelser. Håndarbejde som gerne må være kedeligt, ensformigt og ikke blive færdigt før jeg nærmest kom igang. Det er dette tæppe.
Planen er 140 firkanter i 5 forskellige farver, så det ender i noget der ligner 197 x 143 cm + kant. Om det nogensinde bliver så stort ved jeg ikke... Det kommer nok meget an på hvordan hverdagen arter sig. Nu gør jeg forsøget...
Heldigvis kender jeg mig selv så godt efterhånden, at jeg ved der er lys for enden. Jeg ved hvor grænserne går og jeg ved at uanset hvor mange døre jeg banker panden i mod, vil der altid være en der kan åbnes og bag den ligger nye muligheder...
I mens hækler jeg videre på firkanterne og tænker tilbage på en weekend, der bød på rigtig mange kilometer på ryggen af min jernhest i selskab med venner, der holdt humøret oppe og gav hverdagen en pause.
20 motorcykler fik transporteret konfirmanden fra kirken i Bryrup til festen i Silkeborg. Vi var 8 fra Sjælland som tog turen, 1 fynbo og en flok fra det nordligste Jylland mødte også op. Det var en bidende kold tur, som har givet ømme skuldre og en hofte der ikke vil samarbejde. Det krævede et par timer på sofaen godt gemt i tæpper og tykke trøjer for at blive gennemvarm igen, men det var hele turen værd - Jeg er lykkelig helt ned i maven over at være en del af det fællesskab <3
Der er ALTID noget positivt at fokusere på... :o)
