Vinden er ved at lægge sig her på Sjælland nu, så jeg har lige været rundt med lommelygten. Mest for at se til dyrene, men også for at se hvor meget der har ændret stilling i stormen.
Allerede i eftermiddags opgav min pil at stå lodret og tog plankeværket med i faldet. Jorden er så blød af regnen, så hele roden er tippet. Jeg håber den kan reddes ved hjælp af en stolpe. Plankeværket skal skiftes.
Her under står træet som det stod i formiddags og danner tag over hjørnet af staudehaven og indgangspartiet. Årh som jeg håber det kan reddes, og der ikke er for mange grene der er knækket.
Jeg skal også ha kontaktet en tækkemand, for der ligger 6 kragetæer fra taget på terrassen bag huset, og 2-3 meter mynding er fløjet sig en tur. Et par store grene efeu fra pæretræet ligger på græsset, og umiddelbart også en større gren fra træet. Må se i morgen om det skal overleve, eller manden får sit ønske opfyldt og får lov at sætte motorsaven i det :'(
Om ikke andet skal han i gang med motorsaven ved mit andet hus. Lejeren sendte mig dette billede af et stort træ der står/stod på hjørnet af grunden:
Nu er kun halvdelen af træet tilbage...
Vi er umiddelbart sluppet billigt. Håber I er det samme...