Jeg holdt et par skønne fridage i julen. Ikke at jeg nåede at få svinget benene op i sofaen, men jeg fik skiftet arbejdstøjet ud med mere civilt tøj, og penslen ud med skønt selskab af familie og venner, hvilket også giver ekstra energi og fylder godt i glædesdepoterne.
Stor er min glæde også over at lejekontrakten er på plads, og "fra skrot til slot-huset's" nye beboere er fundet. Det bliver med en rigtig god mavefornemmelse at jeg kan overdrage nøglen til det nye par. Kemien er god og jeg er sikker på at de vil huset det bedste...
Inden da har jeg en del arbejdstimer endnu. Siden sidst er stuen malet færdig. Lofter, vægge og paneler er alle blevet hvide nu. Det gamle gulvtæppe er fjernet og bliver snart erstattet af samme gulv som på første salen. Radiatorerne skal også alle ha en tur med en pensel, og vindueskarmene skal laves.
Fra stuen er der udgang til entréen, som er et af de rum jeg nu er startet op på.
Her et billede fra før jeg gik igang med projektet:
Nu er der hul igennem til det der før var firmaets kontor...
På kontoret har jeg fjernet et stort skab og en masse tapet fra væggene.
Og nu jeg alligevel var igang, fik jeg også fjernet tapet i køkkenet. Da mørket var ved at sænke sig fik jeg spartlet vægge og huller op, så når jeg kommer i morgen skal der bare slibes, inden jeg kan gå igang med at tapetsere i både kontor, entré og køkken.
Min mand har været forbi og holdt mig med selskab de sidste dage. Han har maskinerne og har snart væltet hele haven for træer og buske som har været misligholdt i årtier, samt fjernet en gammel betonbunker, som før i tiden blev brugt til opbevaring af kartofler m.m. gennem vinteren. Det har givet lys og luft, og plads til at haven kan blive bygget op igen.
Det bliver et godt resultat.. engang.